Ved km 227 på motorvejen mellem Granada i Sydspanien og Madrid viser en afkørsel af til Peñalajo. Ved vejen står også et andet skilt, der med sin håndskrift fortæller, at her sælger man fåreoste. Peñalajo er navnet på fincaen med gårdbutikken. Skilte viser vejen helt hen til ostene (queso er ost på spansk).
Klokken var lidt over fem, da vi steg ud af den kølige bil med aircondition. Den varme luft mødte os med det samme, og vi gik langsomt over den store gårdsplads hen til gårdbutikken.
Herinde var køligt og vi fik smagsprøver på fincaens manchego-ost lavet af upasteuriseret fåremælk.
Fincaen har lavet ost i over 60 år af mælken fra egne får. I dag er der 1500 Manchega-får, der græsser i deres eget tempo på de store arealer omkring gården. Dyrene bliver hentet ind til malkning, men ellers bestemmer de selv, hvor de vil græsse. Så bliver de nemlig ikke stressede, fik vi forklaret.
Udover ost sælger gårdbutikken også egen honning, vin og olivenolie, den sidstnævnte har de fået flere priser for.
De store arealer bliver også brugt til jagt, og mange af Spaniens prominente mænd har været på jagt her gennem årene.
Er du på de kanter, så kig ind i gårdbutikken, der har åbent hver dag fra kl. 8 til 18 (uden siesta). Adressen er: A-4, KM 227, 13770 Viso Del Marqués, Castilla-La Mancha, Spanien.
Efter besøget trådte vi ud i heden igen med en Manchego i hånden.
Indlægget Oste-fincaen langs motorvejen blev vist første gang den Ostesnak.